
Om underviseren
Jeg er klassisk uddannet cellist og filmkomponist med et kreativt sind og god intuition. I 2019 færdiggjorde jeg min kandidatgrad ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København, i 2020 modtog jeg et Professional Studies Certificate fra Manhattan School of Music i New York City og i 2025 færdiggjorde jeg min kandidatgrad ved Syddansk Musikkonservatorium i filmmusikkomposition.
Som cellist er jeg aktiv på den danske scene for nykomponeret og improvisatorisk musik og har en harpe/cello-duo, hvor vi skriver musikken selv. Jeg har desuden arbejdet som teatermusiker/-skuespiller i adskillige forestillinger gennem årene. Som Filmkomponist har jeg skrevet musik til flere kortfilm og havde min spillefilmsdebut i 2025. Jeg har desuden skrevet musik til tre computerspil.
Om undervisningen
Som lærer mener jeg først og fremmest, at det er min opgave at forstå elevens udgangspunkt ordentligt, så jeg kan sammensætte et givende og meningsfyldt undervisningsforløb. Det er meget forskelligt, hvordan mennesker lærer bedst, og derfor tilstræber jeg at være observant og fleksibel i min undervisning.
CELLO
Jeg mener, at det at spille musik er for alle, og at det er individuelt, hvilken funktion celloen har for den enkelte. Cellospillet kan være en sjov hobby og et personligt kreativt frirum, en profession og levevej, eller et redskab til at finde fokus samt skabe struktur i det daglige – uanset alder. Hvad end tanken bag idéen måtte være, håber jeg at styrke en dybere forståelse og kærlighed til musikken, kreativiteten, cellospillet og måske endda bidrage til en dybere forståelse af én selv. Jeg elsker at spille af hele mit hjerte og vil gerne videregive den gave det er at have musik i sit liv.
FILMMUSIKKOMPOSITION
Med dette fag ønsker jeg at videreformidle min viden om og kærlighed til historiefortælling gennem lyd og billede. Vi vil både se på det tekniske aspekt af at sætte musik til billede, samt det kunstneriske. Hvis du kommer med tidligere musikalsk erfaring, vil vi bruge dine evner som udgangspunkt for dette fag. Det er også helt fint at komme uden. Der er mange måder at gribe det an på, så vi tilpasser undervisningen til lige præcis dig.