Om Michael
Jeg er 47 år og har spillet guitar siden 1989. Jeg har undervist siden 1999 i musikskole, ungdomsskole, folkeskole, døveskole og specialskole, og jeg lever af at undervise og spille live i sannejam.dk.
Jeg elsker at spille pop, rock og blues, og underviser primært i disse genrer, selv om der kan være lidt afstikkere til f.eks. hård rock, funk, jazz og soul.
Musikalsk baggrund
Jeg er autodidakt guitarist, men har modtaget undervisning hos Troels Skovgaard, Søren Reiff, Morten Nordal og Uffe Steen.
Jeg forbedrer, på daglig basis, min viden og spil ved siden af al undervisningen, som, på sigt, skal tilgodese nuværende og kommende elever.
Udover dette udgiver jeg små YouTube videoer med undervisning og guitar-gear, og nørder gear og grej i min egen landsdækkende Facebook-gruppe, hvor vi mødes IRL og tager på ture til primært Tyskland.
Undervisning
Det skal være super sjovt, rart, og udfordrende at komme til min undervisning. Om vi nørder anslagsteknik, skalaer eller basic strumming, effekter på pedalboards, presets på Line 6 Helix eller noget helt fjerde, er op til eleven.
Jeg er klar til at modtage den spæde begynder, som skal have styr på det basale til at spille en popsang til et kommende familiearrangement – eller modtage den udøvende scenevante guitarist, som er gået i stå med skalaer og teori/hørelære, der kan styrke og give selvtillid og samtidig noget ro i sit guitarspil.
Udvikling er nøgleordet – i elevens helt eget tempo.
Det er aldrig for tidligt eller for sent at starte med at lære at spille guitar, og jeg brænder igennem for at vise andre hvor sjov en verden guitarverdenen er!
Første lektion
I første lektion kigger vi på elevens ønsker og behov i det niveau, som eleven er på.
Vi lægger en slagplan for hvilke mål der ønskes opnået, hvor tålmodighed og ihærdighed indregnes i eventuelle fremtidige lektioner bygget på en estimering i antal timer.
Er der derimod helt konkrete ønsker, som at kigge på hvordan elevens Line 6 Helix preset er bygget op, eller hvordan en bestemt skala virker som værktøj til en god guitarsolo, så kan man nøjes med en enkelt lektion eller to. Der er plads til det hele.