
Om underviseren
Jeg er uddannet rytmisk musiker fra Syddansk Musikkonservatorium og har beskæftiget mig med musik det meste af mit liv. Min primære baggrund er inden for jazz og improviseret musik, men jeg arbejder i dag bredt med klaver, komposition, musikproduktion og elektronisk musik.
Jeg har gennem min uddannelse opbygget en stærk forståelse for gehør, harmonik, rytmik, improvisation og musikteori, og jeg bruger klaveret meget som redskab til både komposition og arrangement. Derudover arbejder jeg med musikproduktion i Ableton Live, hvor jeg blandt andet beskæftiger mig med indspilning, MIDI, synthesizere, sampling og sound design.
Jeg holder meget af at lære musik fra mig og især af at hjælpe andre med at forstå det, de hører, frem for kun at lære regler og teori udenad.
Om undervisningen
– Hørelære –
I hørelære tager vi udgangspunkt i elevens niveau og arbejder med at udvikle øret og den musikalske forståelse. Det kan blandt andet være intervaller, akkorder, melodier, rytmer, harmonik og transskription. Jeg lægger vægt på at forbinde hørelæren med rigtig musik, så det ikke bare bliver abstrakte øvelser.
– Bifagsklaver og klaver for begyndere –
I klaverundervisningen lægger jeg vægt på at skabe et godt fundament og at eleven hurtigt kan bruge instrumentet musikalsk. Vi kan arbejde med akkorder, becifringer, noder, rytmik, improvisation og de sange eller den musik, eleven selv interesserer sig for. For elever, der bruger klaveret som bifag, kan vi desuden arbejde målrettet med klaveret som redskab til eksempelvis komposition, sangskrivning eller musikteori.
– Ableton Live og musikproduktion –
I Ableton tager vi udgangspunkt i den musik, du gerne selv vil kunne lave. Vi kan arbejde med alt fra programmets grundlæggende funktioner til MIDI, audio, sampling, synthesizere, effekter, arrangement og mix. Jeg lægger vægt på, at teknikken hele tiden kobles til det kreative arbejde, så du lærer værktøjerne gennem faktisk at lave musik.