
Om underviseren
Jeg er cand.mag. i musikvidenskab og har studeret sangskrivning, komposition og musikproduktion ved Akademiet for Musik, Teater og Dans i København. Derudover har jeg i mange år undervist børn og unge i musik i forskellige sammenhænge: soloundervisning, sammenspil, sangskrivning, komposition, musik- og lydproduktion samt liveperformances.
Jeg har virket som selvstændig musiker og eksperimenterende lydkunstner gennem mange år. Jeg har indgået i en lang række musikalske projekter og bands. Jeg har skrevet og udgivet originale værker, har bred erfaring med liveperformances og har indgået i kunstneriske samarbejder med musikere, producere, lydkunstnere, skuespillere og pædagoger.
Mit hovedinstrument er guitar, men jeg har udforsket og dyrket mange forskellige instrumenter i tidens løb, såsom bas, trommer, klaver, og synths.
Om undervisningen
Min undervisning baserer sig på en jordnær, hands-on tilgang, hvor vi sammen fokuserer på den praktiske læring frem for den teoretiske. Jeg fokuserer på elevens individuelle behov og på at styrke den musikalske tryghed og selvtillid. Jeg lægger vægt på elevens egne ønsker og mål, og tilrettelægger undervisningen derefter.
Jeg tilbyder undervisning i:
Rytmisk guitar og bas: Undervisningen kan udforme sig forskelligt alt efter elevens ønsker – hvad enten det drejer sig om tekniske øvelser, sammenspil, improvisation eller andet.
Synthesizer: Eleven introduceres til de grundlæggende aspekter af synthesizerens funktioner, og hvordan dens forskellige moduler arbejder sammen – herunder bl.a. oscillatorer, filtre, envelope, LFO’er og VCA’er.
Sangskrivning: Her arbejder vi mod udfærdigelsen af elevens egne kompositioner og/eller tekster. Der undervises i forskellige tekstskrivnings- og kompositionsteknikker. Undervisningen tager udgangspunkt i den kunstneriske proces og fokuserer på udviklingen af elevens unikke musikalske udtryk. Det er vigtigt at forstå, at vi ikke lærer for at skabe “et hit”, men for at skrive sange, der er helt rigtige som de er i sig selv.
Musik- og lydproduktion: Undervisningen spiller fint sammen med sangskrivningsundervisningen og giver eleven mulighed for at arbejde videre med og realisere sine kompositioner med fokus på indspilning og produktion. Med Logic Pro X som digital arbejdsplatform (DAW) tilbyder jeg undervisning i:
– Grundlæggende brug af prorammet.
– Optage- og indspilningsteknikker, herunder bl.a. signalprocessering, mikrofonteknik, opsætning, akustik og eksperimenterende metoder, mm.
– Mix og mastering, herunder forståelse for- og effektiv brug af EQ, kompression, effekter m.m.