
Om underviseren
Jeg er fra Cuba og har en bred musikalsk baggrund med uddannelser i både klassisk guitar og kontrabas. Jeg har desuden videreuddannet mig i pædagogik og ledelse i Norge. Jeg har spillet og undervist i både klassisk og rytmisk musik – herunder jazz, rock og live elektronik – og har optrådt i mange sammenhænge både som solist og som del af ensembler.
Om undervisningen
Jeg lægger vægt på at inspirere eleverne og møde dem der, hvor de er. Det er vigtigt for mig, at de lærer at udtrykke sig selv gennem musikken og føler sig trygge i undervisningen.
På klassisk guitar arbejder jeg med teknik, nodelæsning og musikforståelse med udgangspunkt i den klassiske tradition. På elguitar tilpasser jeg undervisningen til elevens musikalske interesser, med fokus på rytmik, improvisation og akkompagnement.
På kontrabas og el-bas underviser jeg både i klassisk spil og rytmiske basgange, herunder walking bass, grooves og improvisation. Jeg kombinerer ofte gehørstræning/hørelære og kreativ skaben i undervisningen, og jeg trækker på min erfaring som udøvende musiker i forskellige genrer.