
Om underviseren
Musik har været en stor del af mit liv, så længe jeg kan huske – både som musiker, sangskriver og stifter af det danske hardrockband Animalyze. Jeg har over 20 års erfaring med guitar og bas og arbejder aktivt som professionel musiker med blandt andet sangskrivning, sammenspil, livekoncerter, indspilning og musikproduktion inden for rock og moderne musik.
Ved siden af mit eget virke som musiker arbejder jeg også med booking af bands, hvilket har givet mig et bredt indblik i musikbranchen – både på og bag scenen.
Som underviser brænder jeg især for at udvikle den enkelte elevs kreativitet, musikalitet og selvtillid. For mig handler undervisning ikke kun om at lære akkorder, skalaer og teknik, men om at finde glæden ved instrumentet og udvikle sit eget musikalske udtryk.
Gennem mange års arbejde med bands, liveoptræden og kreative projekter er jeg vant til at tage ansvar, skabe god energi og motivere andre. Jeg tilpasser undervisningen til den enkelte elevs niveau, ambitioner og musiksmag – uanset om målet er at lære sine yndlingsnumre, blive teknisk stærkere, skrive sin egen musik eller på sigt spille sammen med andre.
Om undervisningen
Musik har INGEN regler – Kun muligheder
Jeg hjælper dig med at finde dit eget udtryk, din egen lyd og din egen vej på instrumentet.
Det vigtigste i min undervisning er DIG!
Jeg tilpasser både undervisningen og materialet til dit niveau, dit engagement og ikke mindst det, DU har lyst til at lære. Musik skal være motiverende og sjovt – og mit mål er, at du går fra hver undervisning med følelsen af, at du har rykket dig og fået noget konkret med videre.
Jeg har undervist mange forskellige privatelever og tilbyder undervisning til elever fra omkring 9 år og opefter – uanset om du er helt nybegynder, allerede har spillet i nogle år eller ønsker at tage dit niveau et skridt videre.
Hos mig kan du opbygge de færdigheder og den musikalske forståelse, der skal til for at blive en stærkere og mere alsidig guitarist eller bassist. Undervisningen tager udgangspunkt i dine mål og kan blandt andet omfatte:
– Guitar- og basspil fra grundlæggende til avanceret niveau
– Rytmik, timing og groove
– Skalaer og improvisation
– Akkorder, greb og forskellige voicings/vendinger
– Tabs og nodelæsning
– Musikkens opbygning og sammenspil
– Musikteori fra grundlæggende til avanceret niveau
– Teknik, musikalitet og udvikling af dit eget udtryk
– Sangskrivning og kreativ brug af instrumentet
– Og meget mere
Du behøver ikke have ambitioner om at blive professionel musiker. Om du vil lære dine yndlingssange, blive bedre til at jamme med vennerne, skrive din egen musik eller stå på en scene en dag, bygger vi undervisningen op omkring det, du gerne vil kunne.