Jens er noget så sjældent som, det man kunne kalde, en levende legende på kontrabassen og hører ubetinget til blandt eliten af danske jazzbassister og har gennem mange år vundet anerkendelse for sit lyriske og lydhøre spil, som er bredt funderet i en personlig stil, der altid tager godt vare om musikken. Jens har i 70erne haft mange opgaver med herboende og gæstespillende amerikanske jazzmusikere som f.eks. Dexter Gordon, Johnny Griffin, Ben Webster, Dizzy Gillespie, Roy Eldridge, Art Farmer, Clark Terry, Zoot Zims og Al Cohn, Thad Jones, Pepper Adams m. fl.
Jens er med mere end 50 års erfaring still going strong og dedikeret i alt, hvad han gør og finder stor glæde i at videreformidle et helt livs erfaringer på bassen til dig. Jens er læreren for dig, der vil lære af en af de allerbedste.
”Har du lyst til at stifte bekendtskab med kontrabassen som jazzinstrument, og ønsker du undervisning, er du velkommen. Jeg lytter til dig, dit instrument og dit spil og til, hvad du ønsker, der skal komme ud af et undervisningsforløb. Der ligger stor inspiration i oplevelsen af, at det går fremad og begynder at lyde godt, derfor prøver jeg at ramme dit niveau, så det ikke bliver for svært.”