
Om underviseren
Jeg (f. 1962) har været en af de førende danske trommeslagere siden sidst i 80’erne med over 200 udgivelser på min diskografi og en lang række stjerneoptrædener under bæltet. Jeg har min helt egen stil, hvor jeg blander mit udgangspunkt i jazz med musik fra hele verden.
Spillede i DR Big Band 1990 – 1999 og med NHØP’s trio 1996 – 2005. Er desuden aktiv som kapelmester og komponist med 17 udgivelser i eget navn i grupper som f.eks. MOVE, Blanco y Negro (med cubanske stjerner), Steve Swallow/Hans Ulrik/Jonas Johansen Trio og Jazz Explorer Trio med Lars Møller og Thor Madsen. Seneste releases i eget navn er Jonas Johansen Adventure Trio (2024) og Rosalia De Souza Quarteto 55° (2025). Jeg var docent på Rytmisk Musikkonservatorium i 17 år, 1999 – 2016.
Om undervisningen
Jeg lægger vægt på, at der er mange veje til at blive en bedre musiker. Det er godt at have godt håndværk, og det kan jeg hjælpe med. Men man kan være dygtig på mange måder. Teknik er en ting. Men klang, improvisation, stilkendskab og evnen til at spille et godt groove er også guld værd. Og frem for alt gælder det om at opleve glæden ved at spille musik. Det er ikke så vigtigt i hvilken rækkefølge man lærer de forskellige ting. Men det er godt at fokusere på noget i en periode og grave sig ned i det. Og finde sin glæde ved at øve sig på det, man vælger at arbejde med.