
Om Jonathan
Jeg hedder Jonathan, og jeg er en 23-årig guitarist og producer fra Danmark.
Jeg spillede guitar for Kris (vinder af KarriereKanonen 2023), hvor jeg optrådte til over 50 liveshows rundt omkring i landet. Derudover har jeg også været liveguitarist for kunstnere som Olivver og Mille.
Som producer er jeg signet hos Cashmoney AP’s label, Cashgang – et label stiftet af Cashmoney AP, der blandt andet har produceret nr. 1-hittet “For The Night” med Pop Smoke. Min seneste udgivelse er med Sleepy Hallow, og jeg har sange på vej med Trippie Redd, JAY1, Olivver, Becky G, Toosii og flere andre internationale og danske artister.
I Danmark har jeg arbejdet med Gobs, Branco, Noah Carter, Benny Jamz, Olivver og Mille. For nylig var jeg i Los Angeles, hvor jeg arbejdede med Ali Tamposi, en af verdens mest anerkendte sangskrivere bag hits som “Let Me Love You” af Justin Bieber, “Havana” af Camila Cabello og “Stronger (What Doesn’t Kill You)” af Kelly Clarkson.
Jeg bevæger mig musikalsk inden for pop, blues, R&B, jazz, hiphop og spansk guitar, og mine guitar loops og samples er blevet brugt af producere for Toosii, Gunna, NBA Youngboy og Lil Wayne.
Hos mig lærer man mere end bare at spille guitar – jeg fokuserer på at hjælpe mine elever med at udvikle deres egen lyd, og der er stor mulighed for at komme ind i musikbranchen og produktion, hvis man ønsker det. Musik har altid været mit frirum, og i dag handler det om at formidle følelser, energi og autenticitet i alt, jeg laver.
Om undervisningen
Guitar og musikproduktion:
I min undervisning lægger jeg først og fremmest vægt på, at eleven føler sig tryg og motiveret, og at det, man spiller, er sjovt og meningsfuldt – uanset om man er nybegynder eller øvet. Jeg tilpasser undervisningen til elevens musiksmag og niveau, så man ikke spilder tid på ting, man ikke kan lide eller ikke kan bruge.
Mit fokus er på musikalitet og feeling, ikke at lære tør teori eller spille det sværeste og hurtigste. Teorien kommer i stedet som naturlige forklaringer undervejs, når vi arbejder med akkorder, skalaer eller fraseringer, så det giver mening i praksis og hjælper eleven med at udvikle sin egen lyd.
Vi arbejder med, hvordan guitaren kan lyde godt fra starten gennem lækre, men nemme akkordsammensætninger, og hvordan man kan bygge videre på dem – rykke rundt på akkorder, tilføje farver som maj7 eller mol9, spille i forskellige tonearter eller jamme over dem med forskellige skalaer.
Den første lektion
Her finder jeg først ud af, hvilken musik eleven elsker, og hvad de gerne vil kunne spille. Vi starter med en sang, der motiverer, og bruger den som udgangspunkt til at lære praktiske akkorder og idéer, der kan bygges videre på. Fokus er ikke på hastighed, men på at få musikken til at lyde fedt, mærke hver tone og skabe flotte fraseringer med teknikker som bending, vibrato og dynamik.
Undervisningen kan også udvikle sig til sangskrivning, hvor vi arbejder med tekst, melodier og akkordprogressioner, samt produktion, så eleven lærer, hvordan man laver en hel sang fra idé til færdigt track.
Målet er, at eleven ikke blot spiller noter, men skaber musik med følelse, personlighed og sin egen lyd.