
Om underviseren
Mit navn er Marcell. Jeg er i starten af 30’erne år og har spillet trommer i snart 20 år. Som person er jeg rolig, smilende og rar, og jeg møder nye mennesker i øjenhøjde.
Det bedste ved trommerne er at spille sammen med andre i et band. Trommerne er den vigtigste del af et band, hvis du spørger mig. Trommerne er hjertet, der holder rytmen og får det hele til at svinge.
Jeg har gennem årene været ude på de danske scener og indspillet trommer for diverse kunstnere, blandt andet Kat Herlo og Kenio. Jeg har spillet i mange forskellige bands og dykket ned i mange genrer fx. rock, hård rock, blues, pop, drum’n’bass og lidt jazz/swing. I dag spiller jeg fast med Kenio, hvor jeg er trommeslager i The Nuraxi Team, som er et kæmpe hold af dygtige musikere, producere m.m.
Om undervisningen
Jeg lægger meget vægt på det mekaniske og det rytmiske i undervisningen, men det vigtigste er, at vi har det sjovt. Jeg vil gøre alt for at tilrettelægge min undervisning, så du får så mange succesoplevelser som muligt. At lære at spille trommer kan være kompliceret for nogle, men du er i trygge hænder og sammen skal vi nok blive gode.
Det mekaniske er, hvordan du sidder bag trommerne, så du har det bedste udgangspunkt. Det er vigtigt at trommer er sat op til dig, så din krop og dit spil føles naturligt. Jeg sørger for, at det passer til din krop, så du ikke kommer til at “hænge” bag sættet.
Det rytmiske er der, hvor det hele bliver sat sammen. Det er der, hvor vi træner dine arme og ben, så de kan arbejde sammen. Det er her, hvor du kommer til at føle og blive et med dit instrument.