
Om underviseren
Jeg er uddannet som bratschist fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i 2000 (kandidat) og har virket som freelance bratschist lige siden. Jeg spiller også violin.
I 2024 begyndte jeg uddannelsen på Sjælland Kirkemusikskole i Roskilde som organist, så derfor underviser jeg også i klaver, da det er en del af den uddannelse også at spille klaver.
Jeg har undervist siden 1999 på musikskoler og Steiner Skoler på Sjælland og i København og har altid været meget glad for at undervise! Min undervisning er hovedsageligt instrumental soloundervisning.
Om undervisningen
I min undervisning lægger jeg vægt på den enkelte elevs muligheder og personlighed. Min “metode” er at tilpasse undervisningen til den pågældende situation og det pågældende menneske. Hvert øjeblik og hver ny situation er unik. Fornemmer jeg, at eleven trænger til faste rammer og klare beskeder, så er det det, jeg giver, eller omvendt hvis eleven virker mere selvstændig, giver jeg i højere grad “blot” forslag til forbedringer. Jeg underviser også mindre grupper og i kammermusik.