
Om underviseren
Jeg arbejder til daglig som musikproducer, sangskriver og DJ og underviser i alle kategorier. Jeg er bosat i København, men tilbringer halvdelen af året i Los Angeles og London, hvor jeg har de fleste af mine sessions som producer.
Min baggrund er hiphop og R&B, men jeg producerer i dag indenfor pop, funk, country, EDM og house. Jeg mixer og DJ’er inden for samme genrer. I Los Angeles, Nashville og London har jeg arbejdet med/for artister som Vic Mensa, Post Malone, Machine Gun Kelly, The Kid LAROi, Willie Jones, Jayo, Jordan Adetunji m.fl.
I Danmark har jeg medvirket i et utal af studiesessions og tidligere arbejdet for/med artister som Medina, Kesi, Xander, Pede B, Citybois, Pilfinger, Shaka Loveless, Outlandish, Barbara Moleko m.fl.
Om undervisningen
Jeg tilbyder altid en kort og uforpligtende opstartssamtale med dig, så vi kan få en fornemmelse af, hvem vi hver især er. Undervisningen vil udelukkende tage udgangspunkt i hvad du ønsker at fordybe og udvikle dig i. Uanset om du er komplet nybegynder eller godt øvet, vil jeg møde dig i øjenhøjde og forsøge at gøre mit bedste for at du hver gang vil tage viden med hjem, du kan arbejde videre med.
Jeg har hidtil haft over 25 forskellige elever i alderen fra 14 år til 75 år, så der er ingen grænse for hvornår det er for tidligt eller sent at komme i gang. Om det er mixing af dine egne produktioner, sparring omkring dine sange, få større gavn af Logic Pro, lære at DJ’e eller noget helt andet, er valget alene dit!
Jeg producerer og indspiller i Logic Pro og afvikler mine sange til mine DJ-gigs i Rekordbox. Jeg har lidt erfaring i Pro Tools, Ableton og FL Studio, men jeg har i over 13 år arbejdet i førstnævnte DAW. Du er hjertens velkommen til at kontakte mig for yderligere information, spørgsmål eller for en uforpligtende samtale. Jeg ser frem til at høre fra dig!