Om underviseren
Mit navn er Peter, og jeg gør mig mest i instrumenterne akustisk guitar, elektrisk guitar og begynderklaver. Min baggrund ligger som musiker i frikirke, hvor jeg ugentligt har spillet foran alt mellem 100-500 mennesker hver søndag i flere år på bl.a. de overnævnte instrumenter.
Jeg har spillet i mange bandsammenhænge og har haft musik på A-niveau i gymnasiet. Pt. studerer jeg til bachelor i Musikvidenskab på Aarhus Universitet.
Om undervisningen
Guitar:
Jeg har spillet guitar siden jeg var 10 år. Det startede ud på akustisk, og jeg købte kort efter også en elektrisk. Jeg er lige forelsket i begge og elsker akkorder og fingerstyle på en akustisk, lige så meget som lækre licks og soloer samt at lege med pedaler og forskellige lyde på en el-guitar. På den akustiske spiller jeg mest folk, fingerstyle og pop. På elektrisk spiller jeg mest poprock og blues – hvis man er til metal, har jeg også spillet meget af det i mine yngre dage.
Klaver:
Klaveret er et instrument, hvor det teoretiske er visuelt nemmere, og jeg vil derfor lægge vægt på, at eleven forstår, hvad der spilles. Da det er begynderklaver, tager vi det selvfølgelig stille og roligt, og der vil lægges vægt på at lære at spille og forstå basale akkorder, mens vi har det sjovt.
Jeg tilpasser undervisningen til den enkelte elevs niveau og interesser, f.eks. hvilke musikgenrer eleven godt kan lide. Jeg ser gerne, at eleven lærer både det praktiske og det teoretiske, hvor jeg umiddelbart vil tage udgangspunkt i det praktisk først, for at det ikke bliver for “bogligt og tungt” for eleven. Det skal være sjovt at lære, og jeg vil lægge vægt på et trygt rum, som du kan udvikle dig i 🙂