
Om underviseren
Jeg er i starten af 20’erne og studerer rytmisk trompet på Hovedstadens MGK. Jeg har spillet trompet i 14 år, hvoraf jeg har modtaget klassisk undervisning i 11 år og rytmisk undervisning i 2 år. Jeg spiller alle rytmiske genrer, men jeg bruger det meste af min tid på jazz, funk og big band. Jeg er selv meget interesseret i big band-genren, og jeg er også en kæmpe teorinørd.
Jeg spiller fast i the Loop Orchestra, har tidligere været fast medlem af Copenhagen Youth Jazz Orchestra og derudover har jeg mit eget fusionband “Wonderboom!”, som jeg udgiver original jazz-fusion med. Jeg spiller også ofte i forskellige små jazzkonstellationer, og derudover har jeg meget erfaring med at spille i kirker.
Om undervisningen
Jeg har en klar idé om, hvad jeg mener er god og motiverende undervisning i trompetspil. Jeg lægger vægt på en seriøs undervisning med et hovedfokus på at få grundelementerne på plads. Jeg arbejder bl.a. med at udvikle klang, flow og fleksibilitet, da jeg mener det er noget af det vigtigste at arbejde på, hvis man vil udvikle sit trompetspil til det bedre. Derudover arbejder jeg med at udvikle registret på en sund måde. Hvis eleven eksempelvis er interesseret i at udvikle registret op i højden, ville jeg være en oplagt underviser. Jeg arbejder også med at få musikteori og nodelære inkorporeret i undervisningen alt efter niveau.